DØDEN.
Der har været rigtig meget omkring den det sidste lange stykke tid, synes jeg. Eller.. det er der jo hele tiden. Men der har været mange indlæg på bloggerne og på Facebook. Og folk er kede og sure og gi'r udtryk for at "det er uretfærdigt" og at "livet er hårdt for nogen" og deslige.
Jeg vil fortælle, at sådan har jeg også selv haft det tidligere. Måske endda til for ganske kort tid siden. Fordi det er sådan jeg har fået det lært. Døden er ikke noget vi er herre over og det er en dårlig og farlig ting. Og den "engel" der kommer og henter os er tilmed også uhyggelig!
Jeg opdagede, at jeg jeg lod min frygt for døden styre mit liv. Jeg udviklede noget, som jeg selv kaldte OCD; jeg skulle udføre forskellige handlinger, for ellers ville mine kære dø!
Men en venlig dame gjorde mig opmærksom på, at det skam ikke var "OCD", men min frygt og begrænsninger, som vi kalder EGO.
Ego er den stemme i dit hovede som prøver at bilde dig en masse vrøvl ind, såsom "Du er ikke god/klog/smuk/høj/tynd/bla-bla nok!" Og den siger også grimme ting om andre mennesker og situationer. Det en stemme, der prøver at styre dit liv.
Prøv at lytte til den og hør hvad den egentlig siger - og om det er noget, du vil stå inde for.
Nå. Men min egen far, der i efteråret fyldte 70 år, lader også spørgsmålet om døden fylde en del. Så jeg fandt en bog til ham, som jeg syntes han skulle læse. Den hedder "Ét med Gud" af Neale Donald Walsh.
(Neale har tidligere udgivet trilogien "Samtaler med Gud" som mange måske har hørt om.)
Min far læste den første tredie-del og opgav så, da det var som sort snak for ham, sagde han. Og det er jo fordi, dét han er blevet lært om livet og døden, er radikalt anderledes end dét, der står i bogen.
Jeg snuppede så selv bogen med hjem og læste den over ½ år, mens hele min verden- og dødsopfattelse svirpede rundt og lavede badutspring.
Da jeg lukkede bogen for et par måneder siden, var min verden forvandlet.
Jeg tror på, at det er Gud, der taler gennem de bøger som Neale har skrevet, for når jeg læser ordende giver det genklang indeni mig. Det er som om jeg husker det, der bliver sagt. Jeg ved det er sandt dybt inde i min sjæl. Tingene giver bare pludselig mening. Det er rart. I modsætning til de overbevisninger jeg blev lært, da jeg voksede op.
Som helt lille barn vidste jeg godt, hvad døden var og trøstede min mor, da hendes far døde, kan jeg huske. Og jeg selv havde samtaler med Gud. Og Jesus for den sags skyld.
Når noget ikke føles rart helt indeni, så er det ikke sandt. Så er det som en falsk og skinger akkord i din sjæl. Og det kan alle mærke.
Så hvad sker der inde i dig, når jeg fortæller, at det er synd for børn der dør og det er unfair, at de skal lide og går glip af den gode mor og far og søskende, der havde så megen kærlighed at give det og som det nu aldrig skal opleve.. ?
Føles det rigtigt indeni dig? Eller føler du vrede og ked-af-det-hed og bliver vred på Gud?
Hvis jeg så nu fortæller, at børn der dør er Avatarer, der udelukkende er her for at tilgodese andres dagsorden. ALLE, der kommer i berøring med, eller blot hører om, barnets død har noget at lære og det tager barnet hånd om. Det er den største gave!
Hvordan har du det indeni nu?
Mange vil mærke en dyb glæde og at sjælen siger "Ja, det er sandt, jeg husker det!"
Men mange vil hurtigt høre deres Ego sige, "Ja, GID det var så vel, men det ER det jo ikke! Se nu hvor ulykkelige alle er! Det er ihvertfald IKKE en gave! *Fnys* "
Og Ego bliver ved og ved og gør dig rigtig gal i skralden - hvis du tillader det vel at mærke.
Alle dødsfald er perfekte; Den perfekte timing og de perfekte omstændigheder. Alt.
Og man dør kun, når man selv vælger det. Man bliver simpelthen spurgt. Ja eller nej.
Og nej, der er ikke nogen Skærsild eller Limbo. Ikke nogen vred og skuffet Gud, der "kommer og dømmer levende og døde". Der er kun ren kærlighed.
Og egentlig ville det være mere rart, hvis ikke længere kaldte det Døden. Men en transformation eller skabelsesproces. Fødslen og døden er nemlig det samme. Og fødselen kalder vi en smuk skabelsesproces.
Der bliver man "sluset ud" fra den anden side - og jeg er ret sikker på, at dér er der ingen, der står og græder og siger "Åh, hvor er det synd for hende. Hun blev født. Og nu kan vi ikke længere give hende al vores kærlighed.."
Det er en fest. Et væsen har selv valgt sin vej og udfører den - i kærlighed.
Og således som i Himlen som på Jorden. Det er ét og samme sted. Ingen er adskilt. Nogensinde.
"There is only one of us in the room".
Nærstudér samtlige religiøse eller videnskabelige tekster og du vil se, at der står det samme. Du vil se, at alt er godt. Du vil se, at der er et evigt liv. Du vil se, at alt, der forbinder os, er kærlighed.
Det er alt der er. Amen.
Katrine
Ps: Der er et link til Neale Donald Walsh blog her på min side og hvis du læser den, garanterer jeg, at du får noget at tænke over. Og tak for det :-)
