torsdag den 30. december 2010

Et nyt år - et nyt kapitel

Ved hvert årsskifte er jeg altid spændt og lidt lettet. Jeg får foræret et helt nyt, utilsmudset år!

Dette år, 2010, har virket både kort og langt og der har godt nok indeholdt mange ting! Især lektier, der skulle læres... Det har været et til tider hårdt år, men vi har godt nok oplevet mange ting!
Vi boede et par måneder i Øko-byen og fandt ud af, at det er der, tæt på, vi vil bo. Så flyttede vi 5km væk og lærte her at tænde op i brændeovn, at værdsætte centralvarme og flydende vand og hvor lækkert det er at bo tæt ved skov og strand.
Jeg lærte, hvordan det er blive mobbet på en arbejdsplads, men også at stille sig op og sige sin mening og at kigge folk i øjnene. Og især at føle mig ligeværdig! I Finland lærte jeg om skuespil og om at lære at modtage. Da jeg kom tilbage til Danmark lærte jeg om ansvar og lederrollen på en arbejdsplads. Jeg lærte også dér, at jeg helst vil være min egen chef. Så det gjorde jeg og har nu fået blod på tanden!
På mit kursus i Holbæk lærte (og lærer stadig) at kigge dybt i mig selv og gjort op med gamle, grumme mønstre og syn på tilværelsen. Og det er guld værd! Jeg rykket ved nogle ting, så jeg fik solgt min lejlighed. Pyha, et langt og sejt træk...
Og er jeg her og der er stadig meget, der skal læres. Men jeg har hjælp og meget mere forståelse end tidligere, så jeg er fortrøstningsfuld ;-)

2011 har jeg rimelig høje forventinger til. Der kommer til at ske endnu flere ting! Men det bli'r langt sjovere ting (regner jeg kraftigt med..!).
Jeg elsker at skrive de oplevelser ned, som jeg ønsker mig for det kommende år. Og det er sjovt her i slutningen at kigge på listen og se, hvad jeg egentligt fik opfyldt.

I skrivende stund er jeg særligt glad ved tanken om et spritnyt år. For vi sidder i et iskoldt sommerhus UDEN vand pt. Det er rigtig, rigtig træls. Og vi har svært ved at grine istedet for at snerre. Ikke ad hinanden dog, men mere af opvasken og rodet (og lugten). Vi kan ikke være her mere - men det skal vi heller ikke. Ikke så længe endnu ihvertfald. Huset er sagt op og vi kigger efter et nyt sted. Vi glæder os!
I 2011 skal vi også samarbejde med kommunen om at få bygget Danmarks første Earthship. Og så skal vores eget hus bygges!! Der blir rigtig meget arbejde med det og det blir SÅ spændende! Tænk at få alle til at tale sammen og at være med at få sådan en stor ting til at ske!

2011 blir et vildt sjovt år!

Katrine

mandag den 27. december 2010

Bagjul

I Torsdags sneg vi os ud på landet til mine forældre. Sneg os, både fordi det var hamrende glat men også fordi vi, af samme grund, nærmest havde fået forbud om at komme af ovennævnte forældre.
Men vi pakkede bilen med tæpper, frugt, aske og snekæder. Og så sneg vi os afsted med 50km/t.
Vi kom sikkert frem og SÅ var det jul!
Vi strøg direkte ud i sneen med kælkene og bagefter kastede vi hjemmebag i hovedet og bare "sad og sad" og kikkede ud på det fine juletræ i haven med lys på.
Saxe kartede rundt og glædede sig så meget, at han slet ikke kunne styre det.

Julemorgen vågnede han med et spjæt og kæmpestore øjne: "Det er jul NU!"
Og så var det jo op og pakke de sidste gaver ind og derefter til naboens fødselsdag med gammeldaws æbleskiver, bagt på brændekomfur og det hele. Min mor har boet i selvsamme hus og jeg har altid holdt af det. Der er bøger fra gulv til loft, gamle ikoner og brænde- og piberøgen hænger tykt - men på en rar måde. Alt er træværk og rustikt. Også møblerne.
Så dér var vi lige et par timer. Det var hyggeligt.
Afsted gennem sneen med Saxe på kælken og hjem for at gøre os klar til årets første og eneste tur i kirke. Søster Lystig og manden mødte os derhenne ...ja og så kørte det ellers.

Klokken 17.20 forlangte Junior, at NU skulle vi altså spise! Og så fik han et stykke and og et stykke gris. Andet ville han ikke ha' - nåjo og sodavand, som han fik lov til i dagens anledning.
Julemaden var selvfølgelig fortræffelig og jeg kunne næsten ikke være i mit nye tøj (det hjalp så heller ikke, at jeg havde taget 2kg på forinden..).
Endelig, ENDELIG nåede vi til gaverne og Saxe var ved at revne af glæde!

Desværre måtte søster og manden hjem samme aften, for hun var ikke helt frisk og de skulle også noget næste dag. Æv.
Men vi blev til og med 2. juledag og vi ville slet ikke hjem. Og vi blev ikke specielt begejstrede, da vi kom frem til et iskoldt hus uden vand...
Oh well, men idag kører vi hjem til nogle venner og laver pasta med Sørens nye pastamaskine og spiller Cranium, som jeg fik i gave. Og mon ikke vi kan få lov at låne deres vaskemaskine..?

Sneen er virkelig smuk, men orv hvor jeg ser frem til tøvejr igen!

Katrine

torsdag den 23. december 2010

Glædelig Jul

I weekenden var jeg på (fantalastisk) kursus i Holbæk, som jeg plejer van, og så tænkte min søde bil pludselig, at nu det var jul, ville den da også ha' en julegave. Så det fik den - hos mekanikeren.
Det betød så, at jeg lige måtte blive et par dage ekstra hos mine forældre. Det var jo heller ikke så tosset - især ikke, når de sådan inviterede til julemarked med glögg og æbleskiver.
Birkegårdens Haver er et dejligt sted, hele året rundt. Det er et besøg værd. Med mor og far, også selvom man har rundet de 31 år.. De har en Engelsk/Dansk have, men især den Japanske have var flot! Der var krybbestald og boder, en butik og et telt for børnene. Der var også en café, et lille tog, som ungerne kunne køre på og en jule-hest.
Min far købte kastanje-likør, solbærrom og ½ spegepølse. Så vi ved godt, hvad vi skal drikke til vores risálamande og hvad den står på 2.juledag.

Jeg ønsker alle en rigtig dejlig jul med ryddede veje og andre ønsker, der går i opfyldelse!

Katrine

torsdag den 16. december 2010

Forventningens glæde


Hver morgen blev jeg vækket af et "Jeg elsker dig, Mor".
Nu lyder det "Mor! Det er jul nu?!?"
Han glæder sig, den bette. Helt vildt!
Han pakker konstant ting - alle mulige ting, sakse, puslebrikker, skrald - ind i gamle aviser og kommer med julelys i øjnene og forærer os dem. Og så pakker vi op og siger "Naaarj, det var liiige hvad jeg ønskede mig."
Det blir en vild jul.
Jeg selv er også nogenlunde i julehumør. Hvergang jeg kører bil kører radioen på 100% julemusik og det er faktisk ikke så ringe. Jeg har nået at bage klejner og honningkager, men jeg har endnu ikke drukket glögg.. Vi har ikke pyntet op til jul, men Saxes to nisser er da fremme + den juledekoration han lavede i børneren.
Næsten alle gaverne er i hus og pakket ind. Flere er hjemmelavede og manden er virkelig glad for, at han giftede sig med en krea-dame, så han sparer lidt dér (og det faktum, at han så ikke skal bryde sit hovede med at finde på gave-idéer..).

Vores lejlighed er endelig blevet solgt. Så'n rigtigt! Og vi er glade! Men... vi har altså en del at lære om penge.. stadigvæk. Det er noget med gamle mønstre og overbevisninger og alt det jazz. Og idag får vi at vide, om vi står overfor endnu en flytning. Den tredie inden for et år. Men til et bedre og varmere sted. Prismæssigt ligger det så også i den anden ende end hvad vi er vant til, og det er jo lidt dér hunden ligger begravet.
Men kvali koster og vi skal lære, at vi rent faktisk er det værd.

Det blir dejligt at komme ud på landet og spise julemad og gå vinterture - og jeg drømmer om, at vi alle sammen skal spille spil, men jeg vist desværre den eneste med den idé... Men det KUNNE altså være hyggeligt!

Glædelig ju'ul derude. Og pas på hinanden.

Katrine

mandag den 13. december 2010

Så er der håb endnu

Vi er kodet til det! Vi er der lige omlidt :-)

tirsdag den 7. december 2010

En gave til dig selv + een du holder af.


MasSøren har alletiders juletilbud til dig, der holder af dig selv OG andre!

Så altså, når du køber en behandling til dig selv (inden Jul), så får du et gavekort med, som du så kan smide under træet til dén du holder af (-eller som du bare synes ku' trænge til en tur på briksen).

Det holder!

Glædelig Jul fra
MasSøren

Præstationsangst = Motivation ?

Nu er det lidt tid siden, men da vi rundede d.1.December, fandt jeg en tøj-nisse på Saxes plads nede i børnehaven.
Og der fulgte en mappe og en forklaring med;
Lub, som nissen hedder, er en vandre-nisse, som børnene skal skiftes til at have med hjem og "opleve" alt muligt med... altså fra kl. 16 - 09 (hvoraf de 12 timer er ikke-vågne timer..).
Nå, men der blev foreslået, at man kunne tage et billede, tegne en tegning eller bare skrive lidt om Lub's tid hos barnet.
Og da vi var de sidstankomne (vil jeg tro), var det så OS, der skulle starte!

"HA!", tænkte jeg, "de ved ikke hvad de har bedt om!" Og så gik OverskudsMor her ellers igang!

Bare en lille tegneserie om aaalle de ting, jeg lige fik skruet ind i vores ellers *host* stramme program. Nej, men det gav en rigtig god undskyldning for at tilbringe lidt kvalitetstid i køkkenet med sin søn. Ik'.

Men tror I der kom nogle kommentarer næste dag?? Næh-nej. Og mig, der var så spændt!
Så et par dage efter måtte jeg SELV fiske efter noget ros. (Ja, for det er så rart med lidt ros i ny og næ).
Og pædagogen sagde, at da de havde åbnet mappen, havde de udbrudt "Åh-åååh" og været enige om, at GODT det ikke var dem, der var forældre og skulle komme efter dét.
Hihihi.
Den næste glemte mappen og nissen derhjemme. Skulle man mon lige bruge weekenden på at tage et par actionpics?
Muhaha.

Ja-ja. Men når nu jeg KAN?!

Katrine

mandag den 6. december 2010

Mere kunst

Idag kom jeg på "arbejde". Altså mit malearbejde. Jeg var der kun een gang sidste uge, for jeg havde så meget andet jeg skulle nå - fx bare at holde fri.

Men idag kom jeg altså afsted og jeg fik lavet rigtig meget!
Og skole-inspektøren kom sågar og kiggede(!) og spurgte, om der var andre steder, jeg ville male. Og det svarede jeg naturligvis JA til!
Så nu må vi se.

Her er dagens arbejde -Klik på billedet for at forstørre det.
Så kom ungerne fra klubben og sagde, at de synes det er mega-sejt og at jeg er syg i hovedet. Og det er altså positivt i vore dage...
De interviewede mig til deres ugentlige indslag på Radio Hundested. Så det var jo ikke så tosset med til publicity.

Jeg overhørte en elev spørge sin lærer, hvad det var jeg lavede. KUNST, svarede han! Sgu!
Hey hop, jeg ER kunstner!

Katrine

søndag den 5. december 2010

Kinesiske tilstande

...næsten da.
Jeg kom til at tænke på, hvordan det var, da vi boede i Shanghai. Og til forveksling minder vores nuværende bolig lidt om den tid. Nu må vi da snart ha' lært noget..?!?
Nå, men så fandt jeg sør'me min gamle blog, så nu kan I lige læse med:

Luksusproblemer
, Januar2007
En liste over ting, jeg ikke har vænnet mig til :

1: At det om vinteren er koldere indenfor end udenfor.

2: At kunne se min egen ånde, når jeg opholder mig andre steder end i min stue.

3: At vores badeværelsesvindue ikke kan lukkes, så man får træk, når man er på wc.

4: At vores vand fra bruseren skiftesvis er varmt-VARMT-SKOLDHEDT...Lunkent-KOLDT-ISVAND med et interval på 10 sek..

5: At skulle tørre sig med et vådt håndklæde, pga at vores baderum damper fuldstændig til, grundet kold luft fra åbent vindue og skoldhedt vand fra lortebruser.

Liste over ting, jeg næsten har vænnet mig til:

1: At få min cykel stjålet.

2: At have fem lag tøj på, dag og nat i 2-3 måneder.

3: At lugte fælt, pga at ovenstående tøjlag sjældent bliver skiftet, fordi det er for koldt at tage nyt på.

4: At konstant at kunne høre trafikken udenfor, naboerne synge opera og tabe tunge ting på gulvet og højtalerudkaldene, der minder folk om at betale husleje.

5: At mine lugteorganer bliver voldtaget af alskens udformninger af STANK, hvergang jeg træder udenfor min dør.

Hey, det var da meget skægt at læse. Og jeg har lige talt efter; 5 ud af 10 punkter kan jeg sige "ja, desværre er det OGSÅ sådan her..nu. Æv."
Vi må da håw det blir bedre imårn!

Katrine

onsdag den 1. december 2010

Hvad jeg altid har ønsket mig

Og ja, det mener jeg :-)

Så sammen lavede vi dem her idag - Saxe's første julekalender. Han ÆLSKER jo kage, såeh...

Den stolte og bløde Moder

tirsdag den 30. november 2010

Winter wonderla'hand




Og så var vi lige ude hos mine forældre, hvor der - jeg sværger- altid er mere sne end andre steder!
Og i sådan et vejr, gør det bestemt ikke noget, at min far har en juletræsplantage, der lige gør, at julehyggen blir skruet en anelse mere i vejret..!

Jeg syntes, at vi skulle gå en tur i skoven og selvfølgelig trække Junior på hans nye kælk. Da jeg havde aset og maset mig 50m gennem sneen, måtte jeg indrømme, at det IKKE var helt gennemtænkt.
Og så tog min Far over. Tak. Og sidenhen min mand. Tak igen.

Vi havde været til mine forældres 130 års fødselsdag og sikken fest det var!! Hammond-orgel, fisketallerken, buffet, ønske-is-dessert, kaff' og kaw og dans og sange og taler ..og ..og..og DET HELE!
Og vi overnattede ude i deres udestue, hvor vi kunne ligge og kigge ud på al sneen og juletræet med lys i.
Og om morgenen var der lækker-lækker morgenmad... og vi ville slet ikke hjem igen.

Behøver jeg at nævne, hvor meget vi ser frem til hvid jul på landet??

Katrine

søndag den 28. november 2010

Mexicos nationalsang

Jeg elsker bare undersættelser !
..Og denne her er ikke en undtagelse:



Katrine

torsdag den 25. november 2010

Dagens arbejde


Så rundede jeg lige 20 ½ arbejdstime. Der er stadig lidt vej endnu. Men sjovt er det :-)

onsdag den 24. november 2010

Jeg, en kunstner

Jeg droppede jo mit job for noget tid siden - og det droppede også lidt mig.
Men så fik jeg gejsten til at bede om at få lov til at lave noget, som jeg synes er mega-sjovt:
At male på væggen!
Og det fik jeg lov til. Og nu er jeg igang. Det er så ikke hver dag, at jeg kan komme afsted, men når jeg gør det, nyder jeg det i fulde drag og holder 2-4 timer. Fantastisk.

Herunder kan I se, hvor langt jeg er nået i processen. Nåja, det er et data-lokale, der VIRKELIG trænger til en opkvikker! Og mit maleri er naturligvis fag-relevant. (Men jeg siger ikke endnu, hvad det ender med ;-))
Det I ser her, har taget mig omtrent 18 timer..

Når jeg har fortalt om, hvad jeg laver, eller hvis nogen ser mig igang med at male, så spørger de: "Hvad er du? Er du billedkunstlærer? Er du malermester? Er du kunstner?"
Og jeg har tøvende sagt, at det ved jeg faktisk ikke helt... måske er jeg bare mig.
Måske ER jeg bare kunstner? En tusind-kunstner. Eller også noget helt tredie.

Nå, men hvad synes I? Personligt er jeg meget tilfreds.

Katrine

Så blev det eddermugme vinter!

Vi bor i sommerhus. Ja. Men ejeren siger, at det ER helårs-isoleret. Han lyver. Vi er sikre på det. Her er ræddi koldt! Så vi sover alle tre inde i stuen i en stor bunke. Det er såmænd også ok-hyggeligt, men ikke rigtig holdbart i længden, vel..?!
Manden er udenbys, så imorges da Jr og jeg vågnede med sne på dynen (altså, næsten), så sagde han "Jeg vil ik' i børnehave. Jeg vil bare være hos dig." Og så gav jeg mig - for jeg var sgu også lidt træt og orkede ikke morgenræs i minus 5 grader.

(Og igår, da jeg aflyste min aftale med Søster Lystig, sagde jeg "Vi skal ikke ind til Sus, så du holder ikke fri fra børnehaven alligevel". Og han svarede "Jeg holder ikke fri børnehave?? Satan!")


Så jeg tændte op i brændeovnen, mens Jr spiste havregrød med kamel og smør.
Bagefter ville han ud i sneen - og da jeg naturligvis ikke havde taget hans flyverdragt med hjem fra børneren *doh* - måtte jeg improvisere med regntøj og jakker og huer. Og ad sti afsted!
Efter 5 minutter kunne jeg ikke se ham på terrassen... og heller ikke ud af det ene vindue.. og da jeg kiggede ud af hoveddøren kunne jeg bare se hans små fodspor forsvinde ud på vejen.
Med høj og skinger stemme råbte jeg SAAAAAXEEEEEE??? Intet svar. Prøvede at bevare roen.
-SAAAAAXEEEE???
-JA'AAA! råbte han endelig.
-KOM HEN TIL MOOOOR!

Og så kom han traskende med sin lille, blå skovl og murerske i hænderne.
-"Jeg skrabede bare din bil" :-D

Hvor sød er han ikke lige?!

Imorgen skal bilen ha' vinter-sutter på. Det er første gang jeg har købt sådan noget. Det var ret grinagtigt, da jeg stod i THansen og ikke engang anede hvilket mærke min bil er... Tilsidst var mit svar bare "hvad tror du selv?", når han fx spurgte om tommer og bolte..
Så har man nået dén alder.. Skørt.

Katrine

onsdag den 17. november 2010

Så har man prøvet dét..


Katrine

3 års fødselsdag (3.fejring)

Så oprandt den rigtige fødselsdagsdag!
Tiiidligt op og køre ind til Kbh, for vi skulle ind i den gamle lejlighed og vente på en el-installatør, der ville være der mellem kl 9 og 12...
Vi spiste chokoladebolle-rester i bilen og hørte musik, mens vi sad i kø på Hillerød motorvejen.

Inde i lejligheden legede vi med Buzz Lightyear og kl 12.30 kunne vi endelig gå i Tivoli!
Bagefter slentrede vi ned ad Strøget og ledte forgæves efter en "Rasmus Klump is", som Saxe havde plaget om hvert 2. minut..

Han fik en Filur istedet og så gik vi Søstrene Grene og derefter i Tiger, hvor han fik lov at vælge gaver til sig selv.

Han fik sæbebobler, Läkeroler, en motorcykel, vanter og et lyssværd! Lykken var gjort!
Så gik vi på BurgerKing og spiste lidt aftensmad og en time efter sov han noget så godt på Tante Kanokporns sofa inde på Vesterbrogade.

Dagen blev rundet af med 1½ times vente/legetid i omklædningsrummet på en skole i Hillerød, mens Far underviste i ManuVision-træning.

Det var en dejlig dag.

Moren

mandag den 15. november 2010

3 års fødselsdag (2.fejring)

Første fødselsdagsfejring i Børnehave - EVER! Tænk engang..

Jeg bagte grovbrød, smurte dem med mørk chokolade og tegnede 3-taller på. Endelig en børnehave, der matcher min indre speltmor.


Da jeg hentede ham, fortalte pædagogen, at de havde lavet "fødselsdags-raketten" og hygget sig. De havde sågar lavet en dækkeserviet med tegninger og billeder til ham, fint pakket ind.

Han havde en dejlig 2. fejring :-)

Moren

søndag den 14. november 2010

3 års fødselsdag (1.fejring)

Igår fejrede vi Saxe's fødselsdag sammen med venner og familie. Åh, han havde glædet sig længe(!) og det var sådan en dejlig dag!
Øj, der kom mange - og de havde mange gaver med!
Saxe fik Verdens Bedste Legetøj; En Buzz Lightyear. Ham kan man jo bare lege med i timevis -og snakke med endda!


Buzz: Hej min ven. Hvordan har du det?
Saxe: Jeg har det godt.
Buzz: Denne galaxe har brug for min hjælp! Hvem er jeres leder?
Saxe: SARSE!
Buzz: Dette sted ser bekendt ud. Har jeg været her før??
Saxe: *Med himmelvendte øjne* Jaaaaaaaa..!

Pasta Fie syntes godt nok han er lidt uegnet til mindre børn.. da det godt kan lyde som om, han siger: "Melder sig til SEX og tjeneste!" (Sektor-tjeneste, Fie!)


Og så fik han en rigtig flot Brio togbane. Og madkasser, vanter, trøje, to lækre tasker, modelervoks, hue, halstørklæde, flyverdragt, farver, papirblok, en "møg-tærsker", en fjernstyret traktor med halmballepresser, og mange andre skønne ting!



Vi spiste frokostboller og gik en tur i skoven. Og da vi kom tilbage, sang vi fødselsdagssang og spiste Peter Plys lagkage (med brombær, flødeskum og chokoladeknapper - som han selv havde bestemt... for 2 måneder siden).


Jo, det var bestemt den bedste dag, vi har haft længe!
Tak alle sammen.

Katrine

PS: Der kommer flere billeder. Jeg skal bare lige ha' dem af min Moar ;-)

fredag den 12. november 2010

Hurra for børneren!

Han sover!
Klokken 20.20 faldt Saxe SELV(!) i søvn - godt nok hjulpet på vej af Ørkenens Sønner - men alligevel!
Hurra, det var dét vi håbede på, der ville ske, når han startede børnehave.


Og nu sidder vi her og har en aften, hvor vi begge er vågne. Og ser fjernsyn og manden har lavet cheese cake i sin nye trykkoger og jeg gennemgår planen for imorgen, hvor vi skal holde Saxes fødselsdag.
Sikke dog.

Det kan være, jeg så blir en gladere mor. Altså ja, det sker, at jeg er Sure Mor. Og det blev lige understreget, da Saxe tegnede sit aller-aller-første ansigt i Onsdags:

Det er mig...
Jeg viste ham selvfølgelig liiige hvordan en glad mund - som MIN jo er - ser ud.

Moren

tirsdag den 9. november 2010

Nu med pels

Selv vores bil fryser, så den har fået pels..


Man kan godt mærke, at efteråret er godt igang. Men vi glæder os over de mange solskinsdage vi har haft.
Vi fryser her i huset, så vi kigger efter noget andet. Faktisk har vi fundet et sted, men vi ved ikke, om det er os, der får det.
Vi skal liiige ha' styr på det ene og andet først. Det er dét med bjørnen og skindet, du ved..

Men der sker meget; Saxe nåede at gå i sin nye børnehave i fire dage, inden vi meldte ham ud igen.. Ja, men vi var bare ikke tilfredse med det sted. Og det var ikke personligt - men der var bare for mange mennesker og de voksne kunne knapt hænge sammen pga alt det virvar.
Så nu er han startet i en Naturbørnehave - der godt nok ligge lidt længere væk - men tilgengæld kan de voksne li' deres job og der er plads både ude og inde. Og pædagogikken er meget mere os.
Han var der et par timer igår med sin Far og idag blev jeg hos ham en time og så tog jeg på "arbejde". Da jeg hentede ham igen, var de nærmest målløse over, hvor dygtig han havde været. "Det er jo som om, han altid har gået her!?!"
Ja, han er meget nem, tillidsfuld og tryg ved, at vi går fra ham - for VI har tillid til ham. Og så er han bare helt speciel ;-)

Om ganske få dage skal vi fejre hans fødselsdag og han glææææder sig! Og har forøvrigt gjort det de sidste 2-3 måneder. Alt har han planlagt og der kommer MANGE gæster!
Det bli'r en dejlig dag!

Katrine

mandag den 1. november 2010

Tiden flyver

I torsdags fyldte min Mor 60 år og Saxe og jeg tog til fødselsdags-brunch.
Sært at hun er 60. For for mig har hun altid været 40.
På et tidspunkt kørte jeg hendes (i dagens anledning) køkkendame hjem og hun boede i et kvarter, hvor min Mor og jeg også havde boet engang. Det gik så op for mig, at det nu er ... 20 (TYVE!) år siden!
På Lørdag fylder min Far 70 - og det er endnu mere skørt.


Idag fik jeg så lige understreget dét med tiden igen;
Saxe startede i BØRNEHAVE!
Nu er den søde, stille og rolige luksus-øko-dagpleje-tid forbi - og nu er han på afdeling (ja, afdeling og ikke stue, da det er et gammelt sygehus..) med 31 andre unger. Og så lige tre vuggestuer og en "store-gruppe".
Åh, så meget halløj og støj og alt muligt andet.
Jeg håber virkelig, at han kan passe på sig selv og beholde roen indeni. Ellers må vi jo tage ham ud og flytte til ... Barbados eller noget.


Store dreng, altså. Der skal til at prøve grænser af og løbe på gangene og råbe NUMSE og PRUTFIS og komme hjem med tusch op og ned ad arme og ben.
Og jeg skal smøre madpakke hver dag og være kreativ med dét.
Og tjekke for lus og spritte-spritte af!!

Suk... tiden flyver.


Katrine

lørdag den 23. oktober 2010

Ja, jeg ved det...


Der har været stille ret længe.
Jeg har arbejdet et sted, hvor jeg fik nogle oplevelser - både gode og dårlige - og de dårlige påvirkede mig faktisk mere end jeg først lige troede.
Så.. jeg har ikke haft særlig meget lyst til at skrive.

Men nu er jeg stoppet på jobbet. Og jeg ved, at der sidder nogle Bedster derude, der saaavner billeder!

Der er selvfølgelig sket en hulens masse, så det skal jeg ikke begynde at remse op.
Men lige nu..?
Jeg går og genfinder mig selv. Det er jo dejligt. Jeg har lyttet en del til Abraham og det hjælper mig helt enormt! Jeg bli'r så glad og bekymringerne letter som dug for Solen. Jeg har lært rigtig meget - og som reglen jo er "Jo mere du ved, jo mindre ved du", så er det en spændende rejse at blive ved og ved og ved.

Saxe er blevet stor og skal til at stoppe hos sin dagpleje-far. *Snøft* For d.1. November skal han starte i Børnehave. Tænk engang. Han er så spændt på det - og det er vi sandelig også!


Selvom jeg endnu ikke har fundet ud af, hvordan jeg skal tjene mine "rugbrøds-penge", så har jeg en masse at se til. Jeg skal til at dekorere et lokale på en skole - og det bli'r en sjov udfordring! Jeg er spændt på, hvad der kommer ud af det. Også fremover.
Og som Formand (m/k) for Stage Fight Danmark er jeg ved at planlægge en Efterårs Workshop. Det er også et større projekt, må jeg sige!
Det er ret underligt, jo - for folk siger altid, at de ikke aner hvad Stage Fighting er. Men de ser det næsten hver dag på TV eller i biffen!
Nå, men jeg skal til at sprede nyheden endnu mere, for vi skal jo ha' nogle elever, så det hele kan køre rundt. Og "The more the merrier!"

Så hvis der sidder nogle derude, der kunne tænke sig en action-weekend med kæresten/konen/manden/vennen/teenagedatteren/-drengen, sig GIV ENDELIG LYD!
Vi garanterer en vildt sjov weekend!!
KLIK HER FOR MERE INFO :-)

Drømmen om vores fremtidige hjem er sat i aktion og begyndelsen på planerne ligger nu hos Teknisk Forvaltning og venter på videre godkendelse. SÅ dejligt, at vi er igang!
Og en hjemme-side er også sat op, så folk kan følge med og evt. melde sig til projektet - på den ene eller anden måde. Det kunne jo være, at der sad nogle ivrige sponsorer derude, der gerne ville profilere sig Ultra-grønt, nu hvor DK skal være et land fri for fossile brændstoffer. (Ja, hele Verden, siden der ikke ER mere allerede i 2040.. ).
Vid, at husene kan se ud som man ønsker det. De SKAL altså ikke ligne noget fra StarWars - selvom det også er ret cool.
Man kunne evt. bygge sig et slot.

Der er flere ting, der skal ændres og vi starter med os selv. Selvfølgelig. Det er ret sjovt. Du sku' prøve det ;-)


Katrine

tirsdag den 10. august 2010

Nu kommer den fedeste film - EVER!

Jaja, Inception er en god film. Indrømmet.

Men NU kommer dén her! En Norsk NINJA-FILM!!
*Sus gennem blogland med efterfølgende stående applaus*

En del af mine stagefight-venner/kolleger har koreograferet kampene og udfører en del selv.

Se den fabelagtige trailer her!




Katrine, der knapt kan vente med at se den!

fredag den 23. juli 2010

Tell me more, tell me more - Did she put up a fight!?

Fem dage efter hjemkomst fra årets Summer Workshop - og jeg er stadig lidt træt..
Pyha, 10 ( T I !!) fantastiske dage i Tampere, Finland. UDEN mand og barn - Kun mig... nåja, og 55 andre.
Ååååååååååååååååååååååååååååååååh!! Så. Skønt. Du. Ikke. Fatter. Det.

Jeg elsker, ELSKER sommer workshopperne! Mine søde venner fra hele Verden, hvoraf de fleste ser jeg kun den ene gang om året. Vi mødes og snakken går med det samme. Og så slås vi. I MANGE timer. Og vi griner. Og hygger. Og spiser skodmad og drikker øller, vodka-shots og cider (som åbenbart er en stor ting i Finland..?). Og vi sveder. I år mere end vanligt, da Finland slog varme-rekord og vi trænede 8-11 timer om dagen i rum, hvor vinduerne ikke kunne åbnes I 38 GRADERS VARME!!
Min søster spurgte mig, hvordan jeg kunne tabe 2kg. Ovenover står svaret.

Jeg tog flyet alene til Helsinki og skulle så videre til Tampere. I Københavns lufthavn mødte jeg så en tysk dame, der skulle samme vej som jeg, så vi slog følge. Hun havde en krystal/urtebiks som kørte efter Hildegard Von Bingens principper, men talte dog mest om sine Berner sennen hunde... Samtlige steder, hvor jeg skulle vise mit pas gav det problemer, fordi jeg pga giftemål har skiftet navn. Så hver gang måtte jeg LOVE, at jeg ville få mig et nyt pas! *Suk* (Udenrigsministeriets ord er åbenbart ikke nok...) Nå, men det gav jo lidt ekstra spænding til turen. Må jeg/må jeg ikke komme med.?
Fremme i Tampere, var jeg godt træt efter en lang rejsedag og tænkte ved mig selv, at på de 5 timer kunne ha' været fremme i Mongoliet.. Nå, men nu skulle jeg jo finde bussen til City. Et Japansk par dukkede op og de fortalte gebrokkent, at de også skulle samme vej. Jeg spottede en taxa, hev fat i en finsk ung mand, der kunne tolke for mig og den ældre chauffør og vupti var jeg på vej mod målet med to japanere, en finne og en besparelse på ihvertfald 7 Euro!
Jeg spurgte det unge par, hvad de dog lavede i Finland? De var på deres Honeymoon. Men hvorfor... Finland?? "We leally like.. *Hihihi* eh... Moomin!" Well, duh, Katrine..!

Efter en dejlig gå-tur fra centrum til Lapinkaari hostel fandt jeg min danske ven og fik heldigvis lov at crashe på hans gulv, da der var gået rod i værelsesfordelingerne. Og så var min ferie igang!
Dagen efter summede jeg bare rundt og legede med på de andres hold og om aftenen gik vi ud på bar.
En stenet ting ved Finland var, at alle (ALLE!) havde giga tattoos, sort tøj og sort eller pink hår.. Og alle vegne blev der spillet hård rock og der kørte dødsmetal-musikvideoer på skærmene. Helt modsat Danmark, hvor DR har givet hård rock ½ time søndag aften.. Jeg fik en Breezer, et vodka-shot og en up-cider... og da jeg fandt mig selv på dametoilettet og sagde til en pige "Hey, you look goooooood..!" aftalte jeg med mig selv, at jeg IKKE skulle drikke mere. Klokken 03.30 ville jeg hjem, så jeg fandt arrangøren oppe i baren, for jeg ville forsikres om, at det var sikkert at gå hjem alene om natten. Desværre var han finne (= vanvittig beruset), så han svarede mig, at hvis der skete noget, skulle jeg bare ringe til ham og så ville han skrive mig en seddel..
Efter et par forsøg opgav jeg at få et fornuftigt svar ud af ham, så jeg gik ud og opdagede, at det IKKE bli'r mørkt OVERHOVEDET, når man er på de breddegrader. *Doh*

Dagen efter havde vi fri-dag og vi tog en båd til en ø, hvor vi kunne bade. Øj, hvor var det en dejlig dag. En dag, der blev afsluttet på bar med fodbold-finale - og et telefonopkald fra manden derhjemme, at han havde brækket kravebenet og derfor skulle opereres dagen efter.. Altså, altså.

Og så gik Advanced-holdet igang! Bokkan, Kårde og kappe, Marozzo, unarmed og skydevåben..Oh-la-la! Kan man blive lykkeligere??
Jeg lærte SÅ meget og fik to nærdødsoplevelser og alting! En kårde var 2cm fra at gennembore min hals og jeg fik hamret en (ikke ladet) 9mm pistol i øjet. What a rush!

Og nye venner og nye oplevelser og nye lærere og og og..

Katrine.. Those Su-hum-mer ni-hiiiiiights!!

lørdag den 3. juli 2010

Et år i kamphønens tegn

Just hjemvendt fra endnu en dejlig tur på stranden - og kan ikke understrege nok, hvor lækkert det er, at bo 5 min. derfra!
Solen hamrer ned - endelig - og vi nyder det i fulde drag. Hvert år overraskes jeg over, hvor meget solstråler hjælper på humøret!

Da jeg kom hjem fra sommer workshoppen i Norge sidste år, ønskede jeg, at dette år (jeg regner jo fra sommer til sommer og ikke Nytår til Nytår..) ville blive et år i kampens tegn. Altså, jeg mente jo, at jeg ville lave en masse stage fighting. Men kamp har jeg fået. Også til stregen.

I efteråret ville vi leje et hus, men sprang fra, da udlejerne pludselig virkede suspekte og en liiille smule agressive... og de løb så med vores penge. Vi gik så til en advokat og her den anden dag, fik vi brev om, at vi havde fået rettens ord for, at vi skulle ha' vores penge tilbage. Så det var vel nok lækkert! (Nu må vi så se, hvornår de kommer..)
I efteråret satte jeg også min gamle lejlighed til salg, men lejede den samtidig ud til to fulde islændinge.. Dårlig kombi. Så vi sidder stadig med den. Men med Guds og internettes hjælp, skulle den gerne være os af hænde me'et snart!!
Så fik jeg job som vikar i en SFO, hvor jeg sandelig også fik kamp til stregen.. Og jeg har nu lært, at jeg ikke gider det mere. Og det er faktisk en lettelse.
Så blev pludselig formand for StageFightDanmark! Og det er en helt ny verden for mig. Super alt muligt!
Så startede jeg på et kursus hos en skøn dame, som gjorde mig opmærksom på den kamp jeg har kørende med mit ego. Spændende-spændende. I alle dimensioner, so to speak.
Min søster koblede mig sammen med et eventfirma, så for nogle uger siden trak jeg i musketér-tøjet og tæskede løs på børn med skumsværd ude i Ulvedalene. *Sweet*
Nogle dage efter fik jeg 9 unger til at slås med hinanden foran hele deres skole. - Til ungernes store glæde og de voksnes store skræk og forargelse.

Og nu, på fredag, runder jeg mit år af ved at tage tilbage på sommer workshoppen. Dette år i Finland! Og UDEN mand og barn! I 10 dage!
Jeg får skiftesvis lyst til at steppe og til at tude. Det bli'r så fedt! Nu er det MIN-MIN-MIN tur!
Og jeg er "Advanced" og jeg skal ha' nye lærere fra USA og jeg skal ha' nye fag og og og..! *Klapper i sine solbrune hænder*

Ah... sikke et år. Fuld af halløj og alt muligt. Jeg har ihvertfald ikke kedet mig. Og turen har givet mig MANGE sommerfugle i maven!

Katrine - snart fit for fight!

En helt ny betydning

... af at flette tæer ;-))

Katrine - bare fordi vi kan.

mandag den 28. juni 2010

Og apropos en fugl i hånden..

...så faldt 10-øren lige!

Jeg vidste jo ikke, hvad udtrykket betyder. Så jeg spurgte min kloge mand og han svarede, at "man skal være glad for dét man har, istedet for at tænke på alle de ting, man IKKE har".
AHA!

Så kan jeg vist ikke få det skåret mere ud i pap. TAK! :-)) Jeg forstår. Endelig.

Katrine - med en lysende pære svævende over hovedet.

søndag den 27. juni 2010

En fugl i hånden

Det var hvad, jeg havde idag!
En lille svale-unge, der var ved at lære at flyve, sad pludselig på fliserne ude i mine forældres gårdsplads. Saxe og jeg gik hen og satte os på hug og kiggede på den. Og da den blev siddende og ikke virkede bange krøb vi nærmere og nærmere. Til sidst tog jeg den op.
Den var så fin og krøb bare helt ned i min hånd og missede med øjnene.
Saxe mente, at den var ked af det, fordi den ikke kunne finde sin mor og far. Men han forklarede den, at de bare var på arbejde..
Søren sagde, at dens søskende var inde i laden og i fuld sving med flyve-lektionerne, så jeg skulle sætte den op på taget af traktoren, så kattene ikke kunne nå den. Så jeg klatrede én-håndet op på traktordækket og prøvede at sætte fuglen af. Men den puttede sig bare mere ned i min hånd. Hm. Så rakte jeg den lidt op i luften og den kravlede op på min pegefinger og sad dér. Hm. Forældrene drønede frem og tilbage og når ungen fik øje på dem spærrede den næbbet op og så derefter lidt skuffet ud, da der ikke faldt noget af.. Så jeg prøvede at sende Saxe afsted efter fluer. (Jamen, for hulen altså, hvad skulle jeg da stille op?? *Kaster armene i vejret*)
Nå, men pludselig fik den øje på sine søskende og så pippede den lidt og fløj over til dem.
Og jeg kunne atter kravle ned igen. En oplevelse rigere.

Katrine -Nu med ti fugle på taget istedet.

torsdag den 24. juni 2010

Må jeg præsentere!

Det nyeste skud på ManuVision-stammen!


Han er SÅ sej og cool og blæret - nåja, og kommanderende og vred, som sensorene sagde (Og det bevidner dette billede jo ganske godt ;-) . Nå, men ikke desto mindre er han en skidegod behandler OG gymnastiktræner!

Mine damer og herrer; MasSøren, snart med officielt ManuVision logo! *Fanfare*

Den stolte kone :-))

mandag den 21. juni 2010

Hva' si'r du?

Saxe snakker og snakker og snakker og snakker og snak... You get the point.
Og han taler (og synger) faktisk rigtig fint og bruger "store" udtryk som "Jaja, jeg *indsæt verbum* bare!" eller "Aj, sikke noget!" og "Ja, præcis! Hahaha."
Men indimellem kommer der nogle guldkorn og de er altså værd at skrive ned og huske.
Her er et par..

Motorcykel: Nugga-cykler
Motorsav: Nugga-sav
Darth Vader: Nugga-mand
Superman: Nuba-mand
Spiderman: Barde-mand
Saxe: Tsar-se
Horn: Orn
Orm: Orn
Edderkoppespind: Edderkoppe-Benn
Tænder: Perle-tænder
Ballongynger: Blommer
Bobler: Blobler
Sommerfugl: Fommersul
T
issemyre: Tøsemire
K
rokodille: Råbedille

Han elsker også spontant at råbe af lungers fulde kraft: "SOLEN-HAR-DET-SKÆNKET -LIVET!!" (som er en linie fra en Rudolf Steiner bordbøn) og "MOAR! Jeg gerne UPSY DAISY DO I COME!!"
Han er skør. Gotta love it ;-))

Katrine

onsdag den 16. juni 2010

Til sammenligning

Idag kom en dreng fra SFO'en glad hen til mig.

Dreng: Hej! Det er lidt sjovt. Du minder lidt om min faster Anne.
Mig: Nå?
Dreng: Ja, hun bor i Jylland.
Mig: Okaaay..?
Dreng: Og hun er næsten aldrig sur! ..Det er lidt mærkeligt.
Mig: Og hun minder om mig?! Hun lyder som en rigtig dejlig dame. *Bredt smil*

Se, dét var en dejlig start på eftermiddagen!

Katrine

søndag den 13. juni 2010

Omlidt er vi fuldtallige igen

Søren har været på uddannelses-internat i Sverige HELE ugen! Og omlidt kommer han hjem. *Jæj*
Det har været okay-nok at være alene med Saxe, men de sidste par dage, må jeg dog indrømme, at jeg har været lidt bidsk og mindre rummelig...
Han er jo fantastisk sød og dejlig, men han er nået til "er-du-sikker-på-at-dér-går-grænsen"-fasen.. Han er glad for at kravle op på bordene og tage ting, som han helst ikke skal pille ved.
Jeg VED godt, at creme er dejligt at mase ud mellem fingrene, men måske man kunne spørge først eller bare nøjes med en lille smule istedet for en hel bøtte? Og nej, hormon-creme er heller ikke fedt at smøre sig ind i!

Nå, men idag har vi hygget os og bagt en kage til Far...


...Og bagefter gik vi en tur i skoven, hvor de lokale børnehaver og vuggestuer holder udstilling for tiden. Skide-godt koncept! Det var SÅ dejligt at gå tur mellem alle de fine ting, de havde hængt op i træerne langs de stier, der er.


JAH, nu er han her - SÅ skal vi spise kage!

Ex-græsenken.

Me like

Sjovt. Jeg har fornylig gået og tænkt på harper - og så dukker hende her pludselig op i mit musik-Univers.
Totalt old school og totalt nyt på samme tid. Det kan jeg li'!



Katrine

fredag den 11. juni 2010

Nul huller - OG nul ble!

Idag var Saxe til sit allerførste tandlæge-besøg.
Jeg havde grundigt sat ham ind i tingene, så han var forberedt!

-"Så skal du sidde ned og der er en lampe, der lyser ind i din mund. Og så siger Damen, at hun vil se dine perle-tænder og så tæller hun dem, 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10! Øj, dygtig dreng og flotte tænder, siger Damen og gi'r dig et klistermærke."

Og sådan forløb det heldigvis *Phew*, så der var ingen overraskelser.
Det skulle da lige være Damen, der blev overrasket over, at det er Saxe selv, der børster tænder..
Ja, der ramte min ærlighed mig igen lige i fjæset.. Jeg skulle selvfølgelig bare ha' nikket og sagt "Ja, selvfølgelig er det os, der børster tænder! Den ene holder den skrigende unge nede og den anden maser børsten ind i munden på ham."
Men nu er det sådan, at han selv klarer det. Det sker en sjælden gang, at jeg lige går tænderne efter, hvis han lige har ædt ½ liter is og skal til at i seng. Men ellers børster han selv - flot og længe. Til tider så længe, at vi må flå den skrigende unge væk fra vasken og børsten...

Nå, men det var det. Og nu er der startet en ny samling med klistermærker, der kan rulle med øjnene på mit/vores værelse. Jeg havde selv rætti-rætti mange! Sat sirligt op på min dør og jeg glædede mig hvergang til at vælge en ny.

Og til det andet:
I en alder af 2 år og knapt 7 mdr er Saxe nu helt ble-fri!! Dag som nat.
Selvfølgelig ryger der en tissetår af i ny og næ, men det er sjældent mere end hans bukser kan suge.
Det er bare så dejligt. Og nu er bleerne vasket og lagt tilside. Jeg ville ha' gemt dem til en evt. "lille-brøster", men det viser sig, at der er folk derude, der vil købe dem, selvom de alle skal ha' ny velcro.
Det er jo fantastisk! Så er der penge til vaskekonen - OG jeg får lov at shoppe nye, lækre bleer engang i fremtiden.

Katrine

tirsdag den 8. juni 2010

Aaaaah

Idag valgte solen at komme frem for fulde hammer, så da jeg havde hentet Junior fra dagplejen (og vi lige havde hoppet 2000 gange på trampolinen på legepladsen) kørte vi på stranden.

Ah, Saxe nød det - og det gjorde jeg også!

En blå himmel med hvide skyer og guldgris på. Så bli'r man da glad (eller.. JEG gør ihvertfald).

Og årets første, rigtige soppe-tur. Det var et hit! Det bli'r lækkert, når vi skal ud at bade senere på året.

Katrine ... med sol-fregner på næsen.