DØDEN.
Der har været rigtig meget omkring den det sidste lange stykke tid, synes jeg. Eller.. det er der jo hele tiden. Men der har været mange indlæg på bloggerne og på Facebook. Og folk er kede og sure og gi'r udtryk for at "det er uretfærdigt" og at "livet er hårdt for nogen" og deslige.
Jeg vil fortælle, at sådan har jeg også selv haft det tidligere. Måske endda til for ganske kort tid siden. Fordi det er sådan jeg har fået det lært. Døden er ikke noget vi er herre over og det er en dårlig og farlig ting. Og den "engel" der kommer og henter os er tilmed også uhyggelig!
Jeg opdagede, at jeg jeg lod min frygt for døden styre mit liv. Jeg udviklede noget, som jeg selv kaldte OCD; jeg skulle udføre forskellige handlinger, for ellers ville mine kære dø!
Men en venlig dame gjorde mig opmærksom på, at det skam ikke var "OCD", men min frygt og begrænsninger, som vi kalder EGO.
Ego er den stemme i dit hovede som prøver at bilde dig en masse vrøvl ind, såsom "Du er ikke god/klog/smuk/høj/tynd/bla-bla nok!" Og den siger også grimme ting om andre mennesker og situationer. Det en stemme, der prøver at styre dit liv.
Prøv at lytte til den og hør hvad den egentlig siger - og om det er noget, du vil stå inde for.
Nå. Men min egen far, der i efteråret fyldte 70 år, lader også spørgsmålet om døden fylde en del. Så jeg fandt en bog til ham, som jeg syntes han skulle læse. Den hedder "Ét med Gud" af Neale Donald Walsh.
(Neale har tidligere udgivet trilogien "Samtaler med Gud" som mange måske har hørt om.)
Min far læste den første tredie-del og opgav så, da det var som sort snak for ham, sagde han. Og det er jo fordi, dét han er blevet lært om livet og døden, er radikalt anderledes end dét, der står i bogen.
Jeg snuppede så selv bogen med hjem og læste den over ½ år, mens hele min verden- og dødsopfattelse svirpede rundt og lavede badutspring.
Da jeg lukkede bogen for et par måneder siden, var min verden forvandlet.
Jeg tror på, at det er Gud, der taler gennem de bøger som Neale har skrevet, for når jeg læser ordende giver det genklang indeni mig. Det er som om jeg husker det, der bliver sagt. Jeg ved det er sandt dybt inde i min sjæl. Tingene giver bare pludselig mening. Det er rart. I modsætning til de overbevisninger jeg blev lært, da jeg voksede op.
Som helt lille barn vidste jeg godt, hvad døden var og trøstede min mor, da hendes far døde, kan jeg huske. Og jeg selv havde samtaler med Gud. Og Jesus for den sags skyld.
Når noget ikke føles rart helt indeni, så er det ikke sandt. Så er det som en falsk og skinger akkord i din sjæl. Og det kan alle mærke.
Så hvad sker der inde i dig, når jeg fortæller, at det er synd for børn der dør og det er unfair, at de skal lide og går glip af den gode mor og far og søskende, der havde så megen kærlighed at give det og som det nu aldrig skal opleve.. ?
Føles det rigtigt indeni dig? Eller føler du vrede og ked-af-det-hed og bliver vred på Gud?
Hvis jeg så nu fortæller, at børn der dør er Avatarer, der udelukkende er her for at tilgodese andres dagsorden. ALLE, der kommer i berøring med, eller blot hører om, barnets død har noget at lære og det tager barnet hånd om. Det er den største gave!
Hvordan har du det indeni nu?
Mange vil mærke en dyb glæde og at sjælen siger "Ja, det er sandt, jeg husker det!"
Men mange vil hurtigt høre deres Ego sige, "Ja, GID det var så vel, men det ER det jo ikke! Se nu hvor ulykkelige alle er! Det er ihvertfald IKKE en gave! *Fnys* "
Og Ego bliver ved og ved og gør dig rigtig gal i skralden - hvis du tillader det vel at mærke.
Alle dødsfald er perfekte; Den perfekte timing og de perfekte omstændigheder. Alt.
Og man dør kun, når man selv vælger det. Man bliver simpelthen spurgt. Ja eller nej.
Og nej, der er ikke nogen Skærsild eller Limbo. Ikke nogen vred og skuffet Gud, der "kommer og dømmer levende og døde". Der er kun ren kærlighed.
Og egentlig ville det være mere rart, hvis ikke længere kaldte det Døden. Men en transformation eller skabelsesproces. Fødslen og døden er nemlig det samme. Og fødselen kalder vi en smuk skabelsesproces.
Der bliver man "sluset ud" fra den anden side - og jeg er ret sikker på, at dér er der ingen, der står og græder og siger "Åh, hvor er det synd for hende. Hun blev født. Og nu kan vi ikke længere give hende al vores kærlighed.."
Det er en fest. Et væsen har selv valgt sin vej og udfører den - i kærlighed.
Og således som i Himlen som på Jorden. Det er ét og samme sted. Ingen er adskilt. Nogensinde.
"There is only one of us in the room".
Nærstudér samtlige religiøse eller videnskabelige tekster og du vil se, at der står det samme. Du vil se, at alt er godt. Du vil se, at der er et evigt liv. Du vil se, at alt, der forbinder os, er kærlighed.
Det er alt der er. Amen.
Katrine
Ps: Der er et link til Neale Donald Walsh blog her på min side og hvis du læser den, garanterer jeg, at du får noget at tænke over. Og tak for det :-)
6 kommentarer:
Nu må jeg se om jeg kan få skrevet det her på en måde der siger det jeg gerne vil.
Nej, de tanker du giver udtryk for giver ikke genklang i mig. Jeg bliver faktisk rigtig træt af at argumentet "en højere mening" ofte bliver synonymt med at man ikke må synes det er pisseunfair og trist og synd (for alle involverede)
Men det er ikke ensbetydende med at jeg bliver vred på Gud. Eller at min sjæl er lukket for en større sammenhæng. Det er bare fordi jeg er menneske og levende og mor til det lille barn inde i maven og så er der ikke noget andet der giver mening end at et lille barn skal være sammen med sin mor og far. Og jeg tror, allerdybest i min sjæl, at det ikke er meningen vi skal forstå mere, for som levende kan vi ikke forstå døden og ingen der lever kan vide hvordan det er at være død.
Det eneste jeg kan gøre er at gøre mit bedste med det liv jeg har fået - også selvom det betyder at jeg måske mister et barn. Og hvis vores lille dreng dør er det ikke en gave at han dør - men det vil altid være en gave at han var til, hvor kort tid det så end bliver.
Jeg tror den højere mening er for høj til at vi kan forstå den og jeg tror ikke der kommer noget godt ud af at forsøge.
Dejligt, at nogen åbnede næbbet. Tak! :-)
Og mere vil jeg ikke sige, for alle har en mening, som der er plads til.
All I say is that jeg vil ha' en jazz-begravelse (uden at begraves, men kremeres, men det er så et side-spor), med fest i gaden - jeg vil gå med et BANG! =)
Det skal netop ikke være nogen trist ting - jeg vil ha', mine kære skal holde en fest for mig, i stedet for at taburisere uden ende...
Der skal spises godt, danses og synges - for jeg vil huskes for dén, jeg var, mens jeg var det - og ikke begrædes for den, der ikke er der mere.
Det er lidt egoistisk, synes jeg - altså selvfølgelig skal folk d ahave lov til at sørge, til at være i kontaklt med derers følelser og være ked af - men selve døden skal netop, synes jeg, ikke betragtes som en ende.
Blot en station på vejen... Det, der gi'r genklang i mig og altid har gjort det er, at der ikke er nogen grund til frygt, til lukkede øjne og fornægtelse - netop fordi det er en uadskillelig del af livet, sjælen og kærligheden.
Mange i min familie er døde - døden og en stærk bevidsthed herom har altid fulgt mig.
Men det gør ikke, jeg bli'r lammet eller ræd af skræk - for mig er det et kæmpe CARPE DIEM, dette Memento Mori der gør, at jeg føler trang til at nyde hver en dråbe, leve intenst og fuldt ud, sålænge jeg kan :))
P.S.:
Mh, tænker da også lidt, a propos frygt, at man godt kan være bange, når man kun ser noget på afstand - men når man kommer tæt på, lader det komme ind på livet af sig, svinder frygten, fordi det viser sig, der i realiteten slet ikke er noget at være bange for.
At forståelse skaber et grundlag for en dybereliggende accept - jeg har det lidt sådan med grav-køer. Skide-dumt eksempel. Men som lille havde jeg et mareridt om dem og siden da griber et total uforståeligt ubehag fat i mig, når jeg ser dem, jeg ikke selv kan forklare. Jeg får lyst til at vende ryggen til og gå min vej med hastige skridt. Men kommer jeg tæt på og står ansigt til ansigt med dette indre ubehag, forsvinder det som dug for solen, fordi jeg jo godt kan se, min frygt er ubegrundet.
Så hvis man er "venner" med Søvnens Broder, bli'r man nok ikke indhentet så hurtigt, som hvis man jager afsted i evig frygt :P
Men én frygt kan jeg godt forstå - når man ikke frygter for sit eget liv, men netop for dem man elsker.
Selvfølgelig vil man ikke miste dem - men er det egostisk, at holde fast, når det kun er én selv, der savner?
Jeg har en død lillebror - og i selve øjeblikket reagerede jeg med uforståelse og vel også vrede.
Men nu tænker jeg, at der må ha' ligget en dybere mening i det - måske var der sket ham noget forfærdeligt, han blev sparet for, eller noget helt tredje; men at ønske ham tilbage hjælper hverken ham eller mig jo. At have sluppet og "forstået", er meget mere befriende, end en indestængt vrede til "Gud", der alligevel ikke kan gøres noget ved.
Jeg tror, det handler meget om accept - at livet bli'r mere kostbart, når vi i baghovedet ikke glemmer, hvor skrøbeligt det er....
Og at døden gør os taknemmelig for, vi har lov til at være her, har lov til at nyde hinanden og alle de oplevelser vi kommer ud for hen ad vejen og som uvilkårligt gør os til dem, vi er.
Intet lys uden skygge...
Tak Giannina!
Når man savner nogen, savner man ikke personen (eller dyret eller tingen). Men man savner den person, som man oplevede sig selv som, når man var med det menneske.
Man spejler sig i hinanden.
Og når så personen er væk, tror man, at man "aldrig kan blive den samme igen". At man har mistet en del af sig selv.
Det kan man ikke!
Man vil altid være den samme. Uanset hvor mange, der dør, så er du stadig dig. Og hold fast i det fantastiske menneske du var med den person - også selvom du ikke længere kan spejle dig der.
Ofte er det også den historie, man allerede havde skabt i sit hovede, omkring personen og de ting man skulle gøre sammen, som man ser ituslået. Og dér ligger sorgen.
Det er et stort emne og alligevel er det så simpelt og ligetil.
Fantastisk!
Konen siger præcis! det jeg tænker. Jeg vil ikke tilføje mere :-)
Send en kommentar