tirsdag den 15. februar 2011

Överraskning

Nå. Men vi blev inviteret til 30 års fødselsdag i Jönköping i weekenden af en pige, som vi havde mødt i Kina i 2006. Og hende og hendes kæreste havde vi så ikke set siden. Tiden flyver, I ved..
Så vi greb chancen, fik Saxen passet hos Søster Lystig i Kbh og kørte derefter over Bron i høj solskin. Det var første gang jeg (og bilen) kørte i et fremmed land, så det var lidt spændende!

I Lomma samlede i et andet par op og jeg overlod glad føresædet til dem, lænede mig tilbage og nød min medbragte speltmors-snacks; nødder, tørret frugt og lakridsrødder. Underligt, at det kun var Søren og jeg, der ville ha' noget..
1 time hvor Søren snakkede svensk med dem og 2 timer i mere eller mindre tavshed.

Vi kom endelig frem til ... en lejlighed, som vist var vores venindes søsters. Der var 7 andre Svenskere, som heller ikke forstod et ord af hvad jeg sagde. Vi skulle alle sove der om natten, fik vi at vide.
Værtsparret kom ud fra badeværelset og vi hilste på dem og spurgte selvfølgelig, hvad der skulle ske til festen. Det hele var nemlig meget hemmeligt. Der stod på invitationen, at man skulle møde op i badetøj og håndklæde. (Og tilfældigvis fik vi at vide over Facebook, at man også kunne ha' sommertøj på/med - hvilket jeg blev ret glad for senere hen).
Ja, så alle var meget nysgerrige og især alle pigerne (inkl. MIG) oplevede hvor kontrol-freak-agtige vi kunne være, når det kom til planlægning af påklædning(!)
Søren, der for tiden afprøver kontaktlinser, tog dem ud, da man ikke må bade i klorvand med dem. Så.. nu var vi klar!

Vi kørte så i kortage nogle kilometer (i -14*c) og havnede på en parkeringsplads, hvorfra vi fulgte fyrfadslys af en sti.
Uh, hvor jeg fantaserede om et badeland med rigtig sandstrand og boblebade og massører!
Men..... det var så ikke lige dén weekend det gik i opfyldelse.

Vi kom frem til et ret lille forsamlingshus, som havde en meget lille entré, hvor folk stod og smed deres tøj. Og så kom man ind i halvmørket, hvor salsa-musikken buldrede løs og der var disket op med paraply-drinks og tapas på baren.
Den ene halvdel af rummet var transformeret til en sandkasse med sandlegetøj og en parasol, som jeg parkerede mig selv under. Der var fyret godt op for radiatorene - men ikke nok til, at jeg smed tøjet og rendte rundt i bikini..! (Desuden ville det nok også kræve mere end ½ pinacolada - og da jeg skulle køre, såeh..).
Det var hyggeligt. Det var det. Trods ingen fattede et ord af, hvad jeg sagde (nogle spurgte, om jeg KUN var Dansk eller om jeg også talte et andet sprog) og at jeg følte mig gammel, da jeg kiggede på playlisten og IKKE fandt nogle numre fra det forrige årtusinde..

01.30 var Søren og jeg tilbage i lejligheden og lagde beslag på sofaen og nogle vattæpper. Jeg gik nærmest ud som et lys og sov fantastisk!
Næste dag kørte vi ud i det svenske sne-landskab, for at se et par renoverede gårde. Den første var fødselarens forældres "hobby"; et ældgammelt hus, som de havde gjort til et museum. Super-flot og imponerende!
Og det andet hus var fødselarens og kærestens eget, som de havde købt af hendes bedstemor og har været igang med et par år efterhånden. Meget flot! Kæmpe arbejde!
Vægmalerier var der mange af i dette hus.
Det anede jeg ikke, man havde dengang.


En lem til "Luffer" (landevejens svende), hvor de kunne sove lunt.
Et lille rum over ovnen, der kunne lukkes, så man ikke ku' lugte dem.


Tja.. og så kørte vi hjem. Nogle timer i tavshed igen og så en burger og så videre.
Hentede en meget vel-stimuleret dreng i Kbh og spiste Buzz Lightyear-kage, inden vi rullede den sidste time hjem. Trætte, men glade.

Katrine

Ingen kommentarer: