I fredags var vi klar til det helt store ryk; havde allerede pakket og kørt et par læs ud i det nye hus og vi stod parate til at løbe ud af døren, da det hele koksede...
Vores (iøvrigt Superhelte-) ven havde ikke forstået, at han gerne måtte booke en kassevogn og derefter hente en gratis trailer, som vi skulle hente vores opmagasinerede ting i. Så der var nul og nix.
Heldigvis fik han fat på en anden dele-bil og ræsede fra KBH til Emdrup til Taastrup til Skibby og derefter op til os i det nye hus(!) Mine forældre kom i en pick-up og kunne også ha' en del. Vi kunne ha' noget i vores lille dyt, men vi mangler stadig de store skabe og et par små-ting. *Suk*
Det er forøvrigt rigtig god mental-træning at stå i de der "F***-hvad-gør-vi NU???"-situationer. Efter 3-5 min. var jeg ikke sur mere. Godt tegn.
Hey, og desuden kom der en dame og købte vores sofa! Super-blæret! Så skulle vi ikke slæwe på den. Den sagde lige "farvel" til mig ved at mase min finger så det "sang". Er du rådden, det gør NAS! Nejnejnej.. Søren råbte til mig, mens jeg hoppede op og ned på stedet og messede "avavavavavavavavavavavavav", at jeg skulle åbne og lukke hånden helt vildt hurtigt, så blodet kunne løbe til.
Men jeg snerrede/pev tilbage, at når jeg bare TÆNKTE på at bevæge hånden gjorde det ondt helt op i skulderen.
Jeg bevægede mig ud, for jeg ville se om jeg kunne bedøve fingeren med sne eller måske bare kaste op. Pludselig sagde Søren, at jeg da vist blødte. Åhnej, skulle jeg virkelig KIGGE på skaden??
Et stort hul i blommen, hvor blodet piblede ud og neglen så heller ikke for godt ud.
Min mor kom og gav mig plaster på - og hey, det HJALP faktisk! Det må ha' været en magisk kombi af trykket og de små, farverige dyr.
Nå, men nu er vi her. -Eller Saxe og jeg er her. Søren er på uddannelses-weekend.. Glæder mig til han kommer hjem og tænder op. Jeg har endnu ikke lært det og bander hvergang ilden går ud "Hvordan kan en hel BY brænde ned, når det er så skide-svært at antænde et stykke træ??"
Men udover, at her er p****-koldt er her hyggeligt. Jeg har lovet mig selv, at DENNE gang vil jeg gøre en indsats for at komme til at bo pænt. Altså, ikke pænt-pænt, men sådan at vi bli'r glade, når vi kigger os rundt og tingene passer nogenlunde sammen.
Kom sol og varme, så vi kan spise frokost på terrassen! :-)
Katrine
1 kommentar:
Sikke noget med fingeren - jeg er nu mere overbevist om, at det var moderens tilstædeværelse, de der mødre er jo medlem af en hemmelig magisk trøste klub ;O)
Glæder mig til at se det nye hjem!
Kys S
Send en kommentar